Hvordan starter man, og hvordan kommer man videre i Frederikshavn Skøjteforening.
Skøjtning skal være sjovt og for alle. I Dansk Skøjte Union (DSU) er man ved at udarbejde et skøjte specifikt Aldersrelateret TræningsKoncept (ATK). Frederikshavn Skøjteforening har derfor indgået en samarbejdsaftale om at indføre konceptet i vores forening. Skøjtevejen er derfor tilrettelagt i forhold til at tilpasse principperne i ATK, hvor der skal trænes efter alder, niveau og kompetence. Det betyder at man skiftevis træner efter alder og niveau. Så til nogle træninger vil man opleve at man træner sammen baseret på alder og det sociale sammenhold mens man til andre træninger træner i forhold til niveau. Alt dette skal selvfølgelig tilpasses de istider som foreningen kan få i Iscenter nord.
Off-ice træning er en obligatorisk del af skøjteløb, det er her man træner for at opbygge styrke, kondition og smidighed samt for at forebygge skader.
- Alle starter på skøjteskolen inddelt efter niveau og alder. Der arbejdes og trænes på de grundlæggende skøjte tekniske færdigheder og motorikken i forhold til skøjteløb. Det er vigtigt, at løberne også lærer at modtage undervisning på isen og er motiveret for at lære mere. Fokus er på, at træning og skøjteløb skal være sjovt. Det tilstræbes, at løberen som minimum tager klubmærke 2 på skøjteskolen og gerne klubmærke 4, hvis man ønsker at rykke videre til F-holdene (Funskate-hold). Man kan også fortsætte på motionshold, hvis man ønsker at løbe på skøjter for at få god træning og ikke ønsker at tage klubmærker.
- Hvis træneren vurderer, at løberen er motiveret og ønsker at udvikle sine skøjtefærdigheder, kan løberen tilbydes at rykke videre til Spirer. Her tilbydes én træning mere om ugen med cheftræneren. Her arbejdes der videre på det grundlæggende skøjteløb, der skal læres for at tage de næste klubmærker. Løberen skal som minimum bestå klubmærke 4 på dette hold. Deltagelse i off-ice træning er obligatorisk.
- Hvis løberen har bestået klubmærke 4 og gerne vil stille op til Funskate Free konkurrencer, og cheftræneren vurderer, at løberen er klar til at rykke op, tilbydes løberen at rykke op på et Funskate hold. F-holdene inddeles i tre hold efter alder. F1 op til og med 9 år. F2 10-13 år. F3 14 år og op. Træningen bliver mere specifikt rettet mod det skøjte tekniske, og der arbejdes her på at bestå de sidste klubmærker. Hvis løberen ønsker det, og træneren vurderer, at det er muligt, så arbejdes der mod at bestå DSU’s Basic 1 mærke. Det er ikke et krav, at man ønsker at rykke videre til K konkurrencer, og det er heller ikke et krav, at man ønsker at stille op til Funskate konkurrencer. Deltagelse i off-ice træning er obligatorisk.
- Hvis løberen har bestået DSU’s Basic 1 mærke, rykker man op på
Konkurrencehold, og bliver hermed K-løber. K-hold inddeles ligeledes i tre hold inddelt efter alder. K1 op til og med 9 år. K2 10-13 år og K3 14 år og op. Når man løber på K hold, kan man stille op til DSU’s K konkurrencer samt private konkurrencer, og man konkurrerer efter DSU’s regler. Man kan stille op i grupperne K1, K2 eller K3, alt efter hvilke elementer man mestrer, og hvilke ambitioner man har. Det er ikke et krav, at man skal tage yderligere mærker. Det vurderes af træneren samt løberen, om ambitioner og evner er til det. Deltagelse i off-ice træning er obligatorisk.
- Kan man bestå Basic 2 mærket og mærkerne derover ift. at opnå alderssvarende mærker og dermed kunne være mesterskabsløber, rykker man op på Mesterskabshold, og bliver dermed M-løber. M-hold inddeles i to hold efter alder. M1 op til 13 år og M2 14 år og derover. Der er krav om, at man er engageret og motiveret og deltager i alle træninger både på og udenfor isen. Programmer skal laves af en koreograf, og løberne skal træne ekstra i løbet af sommeren på camps. Træneren vil lave en plan sammen med løber og familie i forhold til, hvad der vil være godt for løberen, men selvfølgelig også realistisk for familien. Deltagelse i off-ice træning er obligatorisk.
- Når man er mesterskabsløber og fyldt 13 år kan man søge om optagelse på DSU’s National Talent Gruppe (NTG). Dette gøres i samarbejde med træner og sportsudvalget i foreningen. Dette er et forpligtende samarbejde mellem løber, klub og DSU hvor man arbejder målrettet mod at dygtiggøre sig indenfor sin sport.
- Motionshold er for de løbere, der ikke ønsker at deltage i konkurrencer, men løber på skøjter for at få den gode træning, være en del af et socialt fællesskab og måske i høj grad fastholde en tilknytning til sporten. Man kan vælge at rykke til motionsholdet, hvis man ikke ønsker at træne med F, K eller M længere.
Det er vigtigt at vide, at det ikke er et krav, at man skal stille op til konkurrencer. Man kan sagtens gå til skøjtning og træne, selvom man ikke har ambitioner om at vinde medaljer. Skøjteløb er en super god og sjov motionsform, hvor niveauet kan tilpasses den enkelte.
Det er altid cheftræneren, der vurderer, hvem der er klar til at rykke op. Træneren baserer sin vurdering på løberens kompetencer, engagement og evne til at modtage læring. Træneren går altid i dialog med forældre og løber, hvis det vurderes, at en løber er klar til at rykke en gruppe op. Det er så familien, der bestemmer, om de ønsker at takke ja. En løber kan altid vælge ikke at rykke op eller ønske at rykke en gruppe ned. Men det er aldrig forældre eller løber der bestemmer, om løberen kan rykke op.
Cheftræneren kan desuden vælge at tilbyde en løber, at rykke en løber til et andet hold for at gøre holdet mere harmonisk i forhold til enten det sociale sammenhold eller skøjte niveau.
Hvis man har spørgsmål til skøjtevejen, ønsker at skifte hold eller placering på et hold så skal man kontakte sportsudvalget på fsfsportsudvalg@gmail.com eller cheftræneren på fsftraener@gmail.com