Skøjter og Skøjteleje

Skøjteleje


Som nybegynder kan det være en god ide at leje skøjter, da kunstskøjter af en ordentlig kvalitet, er en dyr anskaffelse (ca. kr. 800-1500 for gode "begynder-skøjter"). Vi anbefaler, at du det første år på Skøjteskolen lejer skøjterne i klubben. Du finder nærmere information om priser under kontingent.

Når du som kunstskøjteløber bliver mere øvet, er det en god ide selv at investere i et par gode kvalitetsskøjter. Her begynder ting som din størrelse, dine spring og teknikker m.m. at spille ind. Spørg om råd hos din træner eller et medlem af bestyrelsen. Det kan være, at der er nogle, der har et par brugte skøjter, som de gerne vil sælge.


Skøjter, som kan købes i varehuse eller i sportsbutikker er ikke af en ordentlig kvalitet - så derfor vil køb af disse ikke være at anbefale.


Slibning af skøjter


Det er vigtigt at skøjterne er velslebne. Hvis ikke skæret er skarpt, vil du lære spring og piruetter forkert, da du vil sætte af med takken i stedet for hele skæret. Det kan sammenlignes med Bambi på isen. Dine kræfter anvendes på at holde dig oprejst på isen, i stedet for at bruge kræfterne på at indøve de tekniske detaljer.

Frederikshavn Skøjteforening hjælper dig med at få slebet dine skøjter. FSF har en professionel slibemaskine, specielt velegnet til kunstskøjter. Det koster kr. 50 pr. gang at få skøjterne slebet. FSF's sliberum kaldes "Springtakken" og findes i hal 2.

Det er meget individuelt, hvornår skøjterne trænger til at blive slebet. Jo mere de anvendes, jo hyppigere skal de slibes. Vi anbefaler for nybegyndere, at skøjterne slibes ca. hver anden måned. Øvede løbere noget oftere. Som skøjteløber kan du selv undersøge klingerne på skøjterne for ridser og mærker. Klingens levetid hænger meget sammen med skøjternes pleje. Spørg træneren eller én af hjælpetrænerne, hvis du er i tvivl, om dine skøjter trænger til at blive slebet.

Betaling for skøjteslibning foregår straks, når skøjterne slibes, via mobilepay. 


Skriv: Slibning - "løberens navn" og betal til 59355.

SkøjteSlibning






Jens Carlsen - 52 30 98 19

Springtakken styres af Jens, så tøv ikke med at kontakte ham, hvis dine skøjter trænger til at blive slebet. Er du i tvivl, om noget omkring slibning, så er det også Jens du skal gå til.

Jens er i øvrigt far til Astrid på M2.

PLEJE AF SKØJTER


Det er vigtigt, at du passer og plejer dine skøjter, uanset om du lejer dem af klubben, eller om du
har dine egne.

Tør ALTID dine klinger godt af, når du har været på isen.

Vi anbefaler, at du ALTID bruger skøjtebeskyttere (plastikbeskyttere) uden for isen, således at
klingerne ikke beskadiges! Ved udlejningsskøjter er det påkrævet!

Sæt ALDRIG skøjtebeskytterne på dine skøjter, når du ikke har skøjterne på, da det får klingerne til at
ruste. Brug i stedet skøjteovertræk der er fremstillet af klædestof. Ved udlejningsskøjter er det påkrævet!

FSF har en lille "butik" i omklædningsrummet, hvor man blandt andet kan købe skøjtebeskyttere, skøjteovertræk, strømpebukser, vanter m.m. Der er dog et begrænset udvalg. Der findes nogle enkelte webbutikker, der sælger skøjteudstyr blandt andet www.skov-skating.dk og SkateBootique, find flere links.